Der er alt, hvad 27-årige Jin Yang har brug for, i den 60 m2 store containerlejlighed på havnefronten i Fredericia. Samtidig er hun vild med beliggenheden og den bæredygtige tankegang bag projektet.

”Udefra ligner det fuldstændig en container til et skib. Der er stadig numre her på siden.”

Jin Yang viser rundt. Hun står ved trappen, der fører op til de tre containerlejligheder. Reposen er med trægulv, og den hvide, firkantede kasse med bølgede sider og registreringscifrene for enden bringer tankerne ud på verdenshavene og de containere, der bruges til at transportere varer til fjerne lande. Men så åbner Jin den sorte dør i midten.

”Når man går indenfor, så tænker man ikke over, at det er en container. Så føles det som en helt almindelig lejlighed. Og den her containerskønhed er enorm. Der er masser af plads – også til at have mange gæster.”

Livet i Danmark begynder i en container i Fredericia

Jin Yang er i gang med sit andet ophold i Fredericia. Denne gang for at blive. Det første ophold på tre måneder sidste år var i forbindelse med hendes uddannelse som trainee hos virksomheden Monjasa i Fredericia. I den periode boede hun også i containerlejlighed. Og den tid var hun så glad for, at hun bad Monjasa sige til, hvis der var et job til hende, for så var hun klar til at komme tilbage.

”Jeg kunne rigtig godt lide at være i Danmark. Jeg er vild med den livsstil, der er her. Og så er det her, firmaets hovedkontor ligger. Jeg har lært så meget af mine danske kolleger. Her er en meget produktiv og direkte måde at være på. Man koncentrerer sig om sit arbejde og er effektiv, og så holder man fri i weekenden. Den måde at leve på tiltrækker mig meget,” fortæller den unge singaporeaner, der fik et job hos Monjasa og nu har været tilbage i virksomheden og containerlejligheden i halvanden måned.

Alt, hvad man skal bruge – lige fra badekar til grønne områder

Og fritiden bruger Jin Yang til at nyde de mange tilbud, der ligger lige uden foran døren. Containerlejlighederne er placeret midt i Fredericia med havet et stenkast fra altanen.

”Jeg kan sidde her og kigge ud over de grønne områder og kanalen. Lige neden under er der en butik, der udlejer stand up paddle boards. Vi var en tur ude på havet forleden. Det var ret sjovt.”

Og den centrale placering i byen gør også Jins hjem til samlingssted for alle vennerne. Når kollegerne er nede i byen, kigger de ofte forbi og siger hej.

”Som du kan se, er lejligheden indrettet med min egen stue og sofa. Så der er god plads til gæster. Jeg har også et spisebord her i køkkenet og tallerkner, glas og skåle. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge. Vaskemaskine, vinkøleskab, kæmpe badeværelse med badekar og kaffemaskine. Ja, der er endda lamper, pynteting og billeder på væggene. Jeg kan godt lide den enkle, danske stil,” fortæller Jin Yang, mens hun begejstret viser rundt i alle hjørner og fremhæver hver eneste detalje i den aflange, møblerede lejlighed.

Køkken og stue i Jins 60 m2 bolig. 

Beliggenhed, beliggenhed… og godt indrettet

Og her bor Jin Yang, til hun finder sin egen lejlighed i Fredericia. Men indtil da nyder hun de lidt anderledes rammer, der trods den firkantede stil er godt indrettet.

”Jeg er imponeret over, hvor godt den er konstrueret. Vægge, loft og gulv er lavet af træ. Det er utrolig flot. Og så er den godt indrettet og med en virkelig god beliggenhed. Det vil jeg savne, når jeg en dag flytter herfra.”

Selvom Jin Yang er vokset op med 30 grader hver dag året rundt i Singapore, så er hun glad for det noget køligere vejr i Danmark. Og der er installeret både ventilation og varme i lejligheden, der med sin centrale placering lige ved havnemiljøet og bymidten, giver en bolig med summen af liv lige udenfor. Samtidig er væggene så lydtætte, at hun ikke kan høre, når en bil kører forbi.

”Jeg er virkelig glad for at bo her,” fortæller Jin Yang. Hjemme i Singapore havde familie og venner svært ved at forstå, at hun boede i Danmark i en container. Men når Jin sender billeder, er de meget imponeret over hendes hjem i Danmark.

Flyt til og fra – eller flyt hele lejligheden

Som tilflytter til Fredericia er Jin Yang meget begejstret for muligheden med en midlertidig, møbleret bolig midt i byen. Det er langt bedre end et hotel, fortæller hun. Det føles som en almindelig lejlighed – et hjem. Og så er hun vild med den bæredygtige tanke, der også ligger bag projektet.

”Det er en god idé, at man bruger containerne til noget praktisk. Og at de kan bruges igen andre steder. Hvis man ønsker noget andet i området her og laver nye planer, så kan containerlejlighederne nemt flyttes til et andet sted. Det er smart.”

Udover at lejlighederne kan genbruges og flyttes til andre lokationer, så kan containerne også opføres på forurenet grund, da de placeres ovenpå jorden. Og indtil de bliver flyttet, bliver der sørget for bl.a. plantekasser rundt om, hvilket også er med til at rense jorden og efterlade den renere end da containerbyen blev opført.

Jin i sin 60 m2 hotellejlighed. Lejligheden er eksklusivt indrettet i nordisk stil, den indeholder eget køkken og bad med badekar. Køkkenet er fuldt udstyret, så gæster har mulighed for selv at lave mad. Lejligheden udlejes på langtidsbasis.