Byggetilladelse udstedt til innovative kontorfaciliteter i kreativt vækstmiljø

Med en udstedt byggetilladelse, kan Container Living nu påbegynde næste fase i et råt og nytænkende erhvervsbyggeri ved Spinderihallerne i Vejle.

I løbet af sommeren 2019, opsætter Container Living 20 stk. 40-fods containere, som skal danne rammerne for et midlertidigt erhvervsbyggeri i containerarkitektur ved Spinderihallerne i Vejle. Konstellationen bliver, med sine 600 m2, Danmarks største og første af sin art.

Et kreativt miljø med historie og kant

Bygningen på 13.000 m2 som rummer Spinderihallerne står i dets originale struktur, og gemmer, sammen med området omkring, på megen historie. Hallerne husede engang et bomuldspinderi, der fra 1896 og mere end 100 år frem gav arbejde til 25 % af Vejles industrielle arbejdsstyrke. Med det formål at bygge i områdets ånd samt komplimentere den rå atmosfære, som de oprindelige industribygninger favner og udtrykker, skaber Container Living, med en rå containerarkitektur, grobund for en unik synergi mellem det nye byggeri og de oprindelige haller.

Tilbage i 2004 besluttede Vejle Kommune at revitalisere Spinderihallerne og danne rammerne for det vækstcenter, det betegnes som i dag. I dag danner bygningen rammen om et innovativt og kreativt miljø, hvor mikrovirksomheder, etablerede virksomheder, institutioner og det offentlige mødes og skaber vækst og udvikling. Derudover rummer hallerne også møde- og workshopfaciliteter, udstillingsarealer, et værksted samt en café.

Containerbyggeriet opføres på den store ubebyggede del af matriklen ved Spinderihallernes hovedindgang, og vil via sit format tilføre området samt Vejle et enestående udtryk. Formålet med at udbygge de allerede eksisterende kontorfaciliteter i området med disse rå containerkontorer, er at kunne tilbyde virksomheder nye unikke rammer samt en mulighed for at indgå som en del af et allerede eksisterende innovativt og kreativt erhvervsmiljø. Et miljø, hvor du har mulighed for at sparre med ligesindede, udbygge dit netværk og derved være med til at styrke områdets eksisterende identitet.

Mere end 50 % er allerede reserveret til nye lejere

Containerne indrettes som kontorer på 60 og 120 m2, og anvendelsesmulighederne er udelukkende til erhverv. Foruden de 120 m2, som Container Living flytter ind i, er de første 210 m2 reserveret til øvrige lejere. Der er dog fortsat ledige kontorer på 60 m2 ledige. Skulle du have interesse i at høre nærmere omkring dette, så kontakt da venligst Adm. Direktør i Container Living, Brian Gade på +45 2231 2324 eller brian@containerliving.dk.

 

For yderligere information:

Brian Gade
Adm. Direktør
+45 2231 2324
brian@containerliving.dk

 

By |2019-03-05T10:47:32+00:00marts 5th, 2019|Nyheder|0 Comments